Tortilla pizza – super nemt og lækkert!
Tortilla pizza er en nem og lækker aftensmad eller frokost som kan laves på kun ca. 15 min. Det er sådan en hverdagsret man kan ty til på de travle dage, hvor man bare gerne vil have maden på bordet hurtigst muligt. Opskriften er en af dem man får lyst til at lave igen og igen, fordi den er så nem – og resultatet er bare er drøngodt. Selvom jeg elsker hjemmelavet pizza, så er det altså skønt at have et hurtigt alternativ i baglommen, der smager mindst ligeså godt.
I denne opskrift udgør tortillapandekager pizzabunden som smøres med mascarpone og toppes med kartoffelskiver, rødløg, oliven og revet parmesanost. Med et par tortillapandekager i køkkenskuffen kan du hurtigt fremtrylle et par lækre pizzaer.
Inspiration til fyldet på din tortilla pizza
Der er ingen grænser for hvad du kan toppe din tortilla pizza med. Denne opskrift er blot inspiration til hvilket fyld du kan bruge. Fyldet kan tilpasses hvad du lige har i køleskabet og køkkenskufferne. Her er et par andre forslag til fyldet på din pizza:
- Klassisk margherita med tomat og mozarella toppet med frisk basilikum
- Pesto, parmaskinke og ruccola toppet med pinjekerner
- Derudover ingredienser som: artiskok, svampe, spinat, sød kartoffel, peberfrugt, oliven
Prøv også én af mine andre pizzaopskrifter:
Blomkålspizza med chorizo, pesto og bagte rødløg
Minipizzaer med pesto og parmaskinke
Sød kartoffelpizza med gedeost, serranoskinke og fersken
Få opskriften på Tortilla pizza her
Jeg hører meget gerne fra dig, hvis du har prøvet opskriften. Jeg vil elske at høre om dine erfaringer med den 😊 Har du spørgsmål eller feedback, så tøv heller ikke med at tage kontakt 💛 I opskriften er der beregnet 2 tortilla pizzaer pr. mand. Serverer man fx en salat eller andet tilbehør til, kan man justere det til 1 pr. mand, alt efter appetit.
Reklamelinks er markeret med*
Tortilla pizza
Ingredienser
- 4 tortillapandekager
- 80 g mascarpone
- 4 kartofler, skåret i tynde skiver på et mandolinjern
- 4 spsk oliven u. sten*, skåret i halve
- 2 rødløg, skåret i tynde skiver
- 50 g parmesan, fintrevet
- friskkværnet salt og peber
- nogle dråber olivenolie*
På toppen
- 1 håndfuld frisk timian
- lidt ekstra revet parmesan
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader.
- Læg tortillapandekagerne på en bageplade beklædt med bagepapir og smør dem med mascarpone. Læg de tyndskårne kartoffelskiver i bunden og fordel de resterende ingredienser ovenpå. Afslut med nogle dråber olivenolie og revet parmesan på toppen.
- Bag tortillapizzaerne i ovnen i ca. 10 – 15 min. indtil bunden er sprød og gyldenbrun i kanterne, og osten er smeltet.
- Top pizzaerne med frisk timian.
Køkkenudstyr
Noter
Følg med på sociale medier
Du kan følge med på Facebook eller Instagram, hvis du vil have flere opskrifter og inspiration til madlavningen. Glæder mig til at connecte med dig online! 💛