
Tænd ovnen på 200 grader.
Start med at lave de bagte rødløg. Tag skrallen af rødløgene og skær dem ud i både. Herefter pilles lagene fra hinanden, så du får rødløg i tynde lag. Pisk olivenolie, balsamico og honning sammen i en skål med et lille piskeris. Vend rødløgsskiverne heri sammen med lidt salt, og hæld dem derefter ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen i ca. 20 - 30 min, indtil de er bløde og karameliseret. Hold øje med, at de ikke brænder på.
Imens rødløgene er i ovnen, laver du blomkålspizzabunden. Skyl blomkålen og riv den fint på et rivejern eller skær den i mindre buketter, og blend blomkålen til blomkålsris, i en foodprocessor. Kom blomkålsrisene i en skål, og overhæld dem med kogende vand. Lad dem ligge heri i ca. 2 minutter. Hæld dem herefter i en si og lad dem dryppe af.
Hæld blomkålsrisene over i et rent viskestykke og pres alt væsken ud, indtil blomkålsrisene er tørre.
Kom blomkålsrisene i en skål og bland med revet parmesan, æg, loppefrøskaller og salt. Rør det hele godt sammen.
Hæld dejen ud på et stykke bagepapir, og kom et andet stykke bagepapir ovenpå. Rul nu dejen ud mellem de to stykker bagepapir, med en kagerulle, indtil dejen fylder en bageplade. Tag det øverste lag bagepapir af, og flyt det nederste bagepapir med dejen over på en bageplade. Forbag bunden i ovnen ved 200 grader i ca. 10 - 15 min. indtil bunden har fået en let gyldenbrun farve.
Tag bunden ud og lad den afkøle lidt.
Fordel nu fyldet på pizzaen. Start med at smøre pestoen på pizzabunden. Læg herefter chorizo, squash og oliven på bunden. Bag pizzaen i ovnen i ca. 10 min, indtil chorizoen er blevet sprød og squashen begynder at krølle lidt i kanterne.
Lav hvidløgsolien, ved at røre olie og presset hvidløg sammen i en lille skål.
Top pizzaen med de bagte rødløg, revet parmesan og friske rosmarinkviste, inden servering. Server blomkålspizzaen med hvidløgolie og evt. en sprød salat til.
3 servings